NTK vs. FIDIC: ansvarsbegrænsninger i entreprisekontrakter

Ved aktiviteter i Norge må man inden for en række sektorer – offshore, entreprise m.v. – være indstillet på at benytte en af de forhandlede standardkontrakter, norsk erhvervsliv har benyttet i gennem mange år, f.eks. Norsk Totalkontrakt 2015 (NTK 15, her blot kaldet NTK). I en lang række andre lande, ikke mindst i Europa, vil man inden for offshore og entreprise ofte støde på de forskellige FIDIC-kontrakter, der især på land og inden for offshore vind er vidt udbredte til at regulere entreprise- og leverancekontrakter. Denne korte oversigtsartikel handler særligt om de ansvarsbegrænsninger de to standardkontrakter anvender.

Ved brug af standardkontrakter som NTK og FIDIC i internationale entrepriseprojekter er det afgørende at forstå, hvordan ansvarsbegrænsninger er struktureret. Selvom der er forskelle i formuleringen, er der også betydelige ligheder, som parterne bør være opmærksomme på under kontraktforhandlingerne.

Global ansvarsbegrænsning – forskellige udgangspunkter

Både NTK og FIDIC giver mulighed for at aftale en samlet begrænsning af entreprenørens ansvar. I FIDIC-kontrakter er standardudgangspunktet, at entreprenørens maksimale ansvar er det samlede kontraktbeløb, mens NTK typisk arbejder med et loft på 25 % af kontraktsummen. I praksis vil mange bygherrer kræve et højere loft end NTK’s standard, og det er ikke usædvanligt, at der foreslås grænser på op til 50–100 % af kontraktsummen.

FIDIC-kontrakter indeholder udtrykkelige undtagelser fra ansvarsbegrænsningen. Blandt andet er entreprenørens ansvar for bygherrens udstyr, forsyninger og overtrædelser af immaterielle rettigheder ikke omfattet af det samlede loft. NTK har ikke tilsvarende udtrykkelige undtagelser, men ansvarsbegrænsningen gælder kun for misligholdelse. Erstatningsforpligtelser, som ikke knytter sig til misligholdelse – fx ved en risikofordeling – kan derfor falde uden for begrænsningen.

Indirekte tab og følgeskader – ens formål, forskellig konstruktion

Både NTK og FIDIC udelukker ansvar for indirekte tab og følgeskader. Men strukturen varierer. NTK formulerer dette som en ubetinget erstatningsfritagelse, mens FIDIC begrænser ansvaret, men med undtagelser i tilfælde af svig, grov uagtsomhed eller forsætlig misligholdelse.

Et andet væsentligt forskelspunkt er brugen af gruppebegreber. NTK anvender definitioner som “Ordregivergruppen” og “Entreprenørgruppen”, hvilket indskrænker tredjemandskrav inden for gruppen. FIDIC anvender ikke tilsvarende gruppebegreber, hvilket kan øge entreprenørens eksponering over for krav fra tredjeparter.

Hvad betyder det i praksis?

Selvom der er forskelle i den tekniske udformning af ansvarsbegrænsninger i NTK og FIDIC, kan de materielle konsekvenser ofte være sammenlignelige – især under norsk eller dansk ret. Dog bør man nøje vurdere, hvordan risikofordelingen er udformet i det konkrete kontraktsæt. Forhandling af loftets størrelse, undtagelser og struktur bør ske med fuld forståelse af både retspraksis og standardkontrakternes systematik.