“Rely upon Information”

“Rely Upon Information” i kontrakter i energisektoren – risikofordeling ved tekniske leverancer og licensaftaler

Indledning

Energisektoren er præget af komplekse projekter med høj teknisk og kommerciel risiko. Projekterne involverer ofte en kombination af teknologioverførsel, softwareintegration, hardwareleverancer og lokaltilpasning. I denne kontekst er det afgørende at forstå, hvem der bærer ansvaret for grundlaget, som design og ydelser baseres på og hvad dette ansvar nærmere går ud på.

Et centralt, men ofte undervurderet, kontraktretligt redskab i denne sammenhæng er begrebet “Rely Upon Information” (RUI). Det handler om de informationer, som én part udleverer – og som den anden part principielt skal kunne stole på uden at være ansvarlig for fejl, mangler eller udeladelser i dem.

Relevans i energisektoren

I energi- og cleantech-projekter (fx vind, sol, biogas, PtX eller offshore gasinfrastruktur) bruges ofte teknologier, der leveres af specialiserede OEM’er eller teknologiholdere, som baserer design og produktion på input fra kunden. Det gælder fx:

• Oplysninger om lokale netforhold eller belastningsprofiler
• Data om klimatiske forhold, jordbundsforhold eller vibrationer
• Oplysninger om eksisterende anlæg eller SCADA-arkitektur
• Begrænsninger fastlagt af lokale myndigheder eller energinetoperatører

I mange tilfælde kommer sådanne data fra kunden eller dennes rådgivere, og bliver lagt til grund for systemdesign, softwareparametre eller licensscope. Her er det afgørende, om og hvordan leverandøren kan støtte sig på disse oplysninger uden at påtage sig risikoen for deres korrekthed.

Hvad er “Rely Upon Information”?

“Rely Upon Information” refererer til specifikke informationer, som en leverandør eller licenstager kan lægge til grund uden selv at bære risikoen for deres rigtighed. Det skaber som udgangspunkt et klart grundlag for designbeslutninger, prisfastsættelse og projektplanlægning. Formålet er at konkretisere risikofordelingen: Hvis dataene viser sig fejlagtige, er det ikke leverandøren, men den oplysende part (typisk kunden eller en myndighed) der bærer konsekvenserne.

RUI i teknologileverancer og licensaftaler

Eksempel: Levering af invertere til et solcelleanlæg
Licensgiver oplyser, at der i området forekommer maksimalt 4 kV spændingsudsving. Hvis licensgiveren har udpeget disse netdata som RUI, og det efterfølgende viser sig, at udsvingene reelt når 7 kV, kan leverandøren som udgangspunkt ikke gøres ansvarlig for fejlfunktion, selvom produktet ikke klarer sig under de faktiske forhold.

Eksempel: Teknologilicens til et PtX-anlæg
Licenstager modtager processimuleringer og dimensioneringsdata fra licensgiver. Er disse udpeget som RUI, og viser det sig, at den angivne integration ikke kan opnås i praksis, kan licenstager få krav på tilpasning eller ændret kompensation.

Partner skal være opmærksomme på, at der i formuleringen af en konkret RUI-klausul kan foretages en række valg og modifikationer, såsom ansvarets udstrækning og størrelse, og evt. ansvarsbegrænsninger, tidspunktet for hvornår RUI-dokumenter skal leveres og en lang række øvrige forhold. Det kan også klargøres, hvorledes parterne forholder sig til senere ændringer af RUI-dokumentationen, om der er særlige regulatoriske standarder eller principper der kan berøres af RUI, eller om der skal gælde særlige procedurer for fremskaffelse eller opdatering af RUI-dokumenter der hidrører fra andre deltagere i projektet.

Juridiske implikationer og anbefalinger

For teknologileverandører og licensgivere

• Indsæt en udtrykkelig RUI-klausul i kontrakten, hvor specifikke dokumenter eller datatyper identificeres som “Rely Upon Information”.
• Gør definitionen af RUI så bred og generel som mulig.
• Sørg for, at ansvaret for validiteten af RUI ligger hos den part, der fremskaffer dem.
• Indfør en kontraktuel mekanisme, hvor ændringer i RUI giver krav på prisjustering, forlængelse eller ændring af ydelserne.

For kunder og licenstagere

• Vær bevidst om, at udpegning og udlevering af RUI kan skabe et objektivt ansvar – også selvom oplysningerne stammer fra tredjepart.
• Gør definitionen af RUI så smal og præcis som mulig.
• Overvej at begrænse RUI til validerede, kontrollerede oplysninger, fx ved at mærke dokumenter eksplicit med “For Information Only” eller “For Reliance”.
• Undgå vage eller generelle formuleringer – præcision er afgørende for at undgå fortolkningstvister.

RUI i standarder og branchespecifik praksis

I kontrakter i energisektoren – fx dem baseret på FIDIC Conditions, NEC3/NEC4, eller standarder for energihandel og infrastruktur – er der åbning for anvendelse af RUI-principper, selvom udtrykket ikke altid benyttes eksplicit.

Fx i FIDIC Yellow Book (Design & Build) anerkendes det, at bygherren i visse tilfælde er ansvarlig for oplysninger i “Employer’s Requirements” – hvilket kan være RUI i praksis.

I Joint Venture- eller EPC-kontrakter for fx offshore vindparker er det almindeligt, at specifikke input (som GIS-data, kabeltracér, jordbundsforhold, miljøgrænseværdier) identificeres som “rely upon”, og at fejl heri kan udløse “relief events”.

Afsluttende bemærkninger

“Rely Upon Information” er ikke blot en teknisk eller sproglig finesse – det er et vigtigt værktøj til at afklare ansvar og skabe forudsigelighed i højt specialiserede kontraktforhold i energisektoren.

Når det anvendes korrekt:

• undgås uhensigtsmæssige risikopåtagelser,
• lettes teknisk due diligence, og
• tvister om fejl i grunddata forebygges.

Begrebet bør derfor indgå aktivt i kontraktforhandlingen – ikke som en standardformulering, men som et bevidst element i projektets risikostyring.

SAAF rådgiver løbende om brugen af RUI i teknologi- og leverancekontrakter. Vi har stor praktisk erfaring med at finde løsninger, der både sikrer parternes juridiske positioner og samtidig gør det muligt for parterne at nå til enighed.